HavneBladet maj 2020

Skibe laster korn og roepiller ved kajer i Nakskov Havn
Lastning skibe kajer 2-3-4

Midlertidigt vanskeligt 2019 afløst af god aktivitet

Trods udfordringerne i forbindelse med Covid-19 er året startet med pæne godsmængder og rigtig højt aktivitetsniveau i både Rødbyhavn Trafikhavn og Nakskov Havn.

Covid-19 er en global udfordring, som præger os alle i 2020. For vore havne har det været vigtigt fortsat at kunne fungere som et vigtigt stykke dansk infrastruktur.

Den opgave har været godt hjulpet af en positiv og fleksibel indstilling fra vore medarbejdere og samarbejdspartnere. Dermed har vi heldigvis hidtil kunnet løse vore basisopgaver uden større vanskeligheder for vore kunder og virksomheder.

Aktiviteten i Nakskov har faktisk været rekordstor i starten af 2020. Samlede anløb på 187 t. bruttotons i første kvartal 2020, er ny rekord - 8,6 % over den hidtidige rekord fra første kvartal 2018.

Samtidig er det lykkedes at holde fremdrift i de anlægsopgaver, som længe har været planlagt, og disse aktiviteter forløber heldigvis også rigtig godt.

I 2019 har omsætningen været på 12,2 mio. kr., hvilket svarer til en tilbagegang på 13,2 %. Årsagen er primært mindre gods fra MHI Vestas, samt korn- og foderstoffirmaerne.

Vindsektoren er meget projektorienteret, og vi oplever et midlertidigt slip i udskibninger af det projektrettede gods.

Produktionen og beskæftigelse fortsætter på højt niveau. Fremtidsudsigterne for vindindustrien tegner godt, og der forventes stor aktivitet i de kommende år. Høsten 2019 har været god, og også kornvirksomhederne ser positivt på fremtiden i Nakskov.

De mange aktiviteter med korn, grus, skærver, skrot, roepiller, rammer og vindmøllevinger, som afvikles på havnene, har alle deres egne udfordringer.

Hver enkelt del er en lille brik i det samfund, som vi igen skal have normaliseret mest muligt.

Vi vil gerne medvirke hertil, og vil ønske alle vore samarbejdspartnere ekstraordinær god vind med deres udfordringer i disse Covid-19 udfordrede måneder


DLG silo nedbrudt efter lang og tro tjeneste

En af Nakskovs karakteristiske bygninger på havnen er nu fjernet. Det markerer afslutningen på en lang historie og nye muligheder for Nakskov.

Korn- og foderstoffer er en af de store aktiviteter i Nakskov Havn.

DLG prioriterer Nakskov Havn som en af deres vigtige havne i det østlige Danmark, og DLG er, og vil også i fremtiden være en af vore allerstørste kunder. Udvikling kræver forandring, og det har nu fjernet en af de to markante DLG siloer.

I vinteren 2019/2020 har DLG gennemført nedrivning af den gamle hvide silo og en lagerbygning beliggende på Sydkajen 5 og 5A på Nakskov Havn.

Et anlæg som ikke længere er tidssvarende, og bygningen har derfor gennem en længere periode ikke været brugt.

Det har derfor været et stort ønske for Nakskov Havn og Lolland Kommune at få ryddet arealet, så der kan skabes mulighed for nye aktiviteter.

Vi er derfor rigtig glade for, at DLG nu har fundet de nødvendige midler til at fjerne bygningerne og reetablere området, som så er overtaget af Nakskov Havn.

Herefter er arealet solgt med henblik på ny anvendelse af det bynære areal. Vi ser frem til, at området udvikler sig i god harmoni med Nakskov by og virksomhederne på havnen.

Siloanlægget har siden ca. 1919 været rammen om diverse aktiviteter med korn- og foderstof. Men der var også mange andre aktiviteter i området, som eksempelvis haller til eksport af kreaturer.

Den høje hvide silo er opført i 1920, med en større ombygning i 1968, mens pakhuset er opført i 1974.

Efter nedrivning er pladsen blevet planeret, og området er afleveret med en særdeles god belægning af stabilgrus.

Nedbrydning af siloen er sket i et godt samarbejde med DLG, nedbrydningsfirmaet P. Olesen, Lolland Kommunes Teknik- og Miljømyndighed og er gennemført til alles tilfredshed.

Den gamle silo som den engang så ud
Udsigt til den sydlige del af Færgelandskajen

Moderne og funktionelt havnekontor

Et stort skridt fremad for erhvervshavnene - at få medarbejdere og ledelse i Nakskov samlet under ét tag. 

Der har længe været et ønske om, at havnen kunne samle sig i nogle bedre beliggende og mere tidssvarende lokaler, efter de har haft den samme lokation i Havnegade mere end 100 år.

Det har længe været et ønske at flytte fra det gamle havnekontor for at få en bedre strategisk placering tæt på vore kunder og med let adgang til alle de aktiviteter, der skal varetages på havnen. Dermed spares der tid og intern transport.

Lolland Kommune købte i 2019 nogle havnenære industriarealer på Stensø, umiddelbart syd for Nakskov Havn. Herunder også en bygning med kontor og lagerhaller af størrelse og placering, som var velegnet til ombygning til havneformål.

Dermed var muligheden skabt for, at alle aktiviteter kunne samles, og vi mærker tydeligt de store fordele, som det giver i det daglige arbejde.

Bygningerne er nyindrettede, og byder på helt anderledes tidssvarende forhold. Alligevel var det med vemod, vi sagde farvel til de 100 år gamle flotte bygninger, som i alle årene har været rammen om Nakskov Havn.

Samtidig glæder vi os over, at der venter de ærværdige gamle bygninger en spændende fremtid, som et væsentlig led i projektet “Nakskov 2030”. Hvor Lolland Kommune, Realdania og A.P. Møllerfonden tilsammen har afsat 150 mio. kr. til udvikling af Nakskov.

Klart også et initiativ, som vil styrke hele Nakskov som en attraktiv by og dermed også erhvervsudviklingen omkring Nakskov Havn.

 

Havnekontorets grå bygning og hvide haller
Nakskov Havns nye havnekontor

Ny Sydhavnskaj

Arbejdet med etablering af ny kaj ved indsejlingen til havnen er langt fremme.

Efter at vi i 2017 ved renovering fik to helt nye kajer, kaj 4 og kaj 6, har der været pæn fremgang i havneaktiviteterne, og Lolland Kommune besluttede at bevilge penge til endnu en ny kaj for at sikre de helt rigtige forhold for Nakskov Havns kunder.

Pladskrævende aktiviteter, ikke mindst med vindmøllevinger, har betydet, at der i perioder har været stort pres på faciliteterne. Vi ønsker naturligvis de bedst mulige forhold for alle kunder, og glæder os derfor over, at vi snart kan tilbyde yderligere kajer, samt særdeles brugbare kajnære arealer.

Entreprenøren, der fik opgaven, er Aarsleff. De er ved at være gamle kendinge i Nakskov, idet det også var dem, der var entreprenør på kajerne, kaj 4 og kaj 6.

Arbejdet blev påbegyndt allerede i februar måned, og der har siden været travlt med etablering af byggeplads, klargøring af arealer og ramning af spuns.

Projektet indebærer også en udvidelse af havnebassinet. Her har Aarsleff benyttet sig af uddybningsfirmaet DBB Dredging fra Svendborg, som har fjernet havneslam og uddybet ved den nye kaj til 8,5 meter, som er den samme dybde, vi har i sejlrenden og ved de nyere kajer.

Formand Jens Henrik fra Aarsleff med rammemaskine i baggrunden
Jens Henrik en gammelkendt formand hos Aarsleff A/S

Udvikling følger langsigtet masterplan

Endnu en brik skal sikre fortsat erhvervsudvikling af Nakskov Havn.

I 2015 blev der udarbejdet en ny master- og strategiplan for Lolland Kommunes erhvervshavne. Allerede på det tidspunkt viste der sig et behov for at udvikle den sydlige side af havnen, da det er her, de store muligheder ligger for nuværende og kommende virksomheder, der vil benytte Nakskov Havn som base for deres udeller indskibning af gods.

Masterplanens første store projekt blev gennemført i 2016 og realiserede drømmen om en regulær 350 meter lang dybvandskaj i Nakskov Havn. Kajen blev officielt indviet af havneudvalgsformand Jens Erik Kistrup den 5. december 2016 og er nu omdrejningspunkt for rigtig mange af Nakskov Havns forskelligartede aktiviteter. Af kajens samlede 350 meter er 100 meter udført som en decideret sværdgodskaj.

Der har vist sig at være yderligere behov for en kaj med brugbare bagarealer, hvorfor der nu etableres endnu en ny kaj lige ved indsejlingen til selve havnebassinet.

Med en kajgade, der er 30 meter bred, 180 meter lang og 8,5 meter dyb ved kajen, vil den nye kaj passe særdeles godt til selv de største skibe, der kan anløbe Nakskov Havn.

Som det blev gjort ved kaj 6, bliver de midterste 90 meter forstærket til tunglastkaj. Kajen kan således klare en overfladebelastning på 20 ton pr. kvadratmeter, hvilket vil muliggøre fremtidig håndtering af sværdgods.

Vi ser frem til, at vi i løbet af september kan tage kajen i brug, og samtidig ser vi frem til, at fleksibiliteten i tildeling af kajplads væsentlig vil blive forbedret.

 

""
Udsigt til den nye sydhavnskaj

Rødbyhavn Trafikhavns ISPS-facilitet er blevet moderniseret

Da den nye omfartsvej blev etableret måtte den el-betjente port til Østkajen udskiftes med en længere. 

 

Havnen havde oprindeligt manuelt betjente hegn til afspærring af nordkajen. Det var derfor vigtigt, at man fik anløb til kajen anmeldt i god tid, så hegnene kunne hentes frem.

Dette er nu blevet lettere, da den eksisterende elbetjente port på kaj 4 blev udskiftet med en større, og den gamle port herved kunne flyttes til kaj 5.

I vest-enden af kaj 5 er der nu etableret en manuel port, der kan aflåses. Havnen er i gang med at montere tilstødende hegn, så hele faciliteten helt kan undgå manuelle hegn. Herved kan faciliteten nu lukkes med kortere varsel.

Skibet ORANES ved den nye ISPS-facilitet i Rødbyhavn Trafikhavn
ORANES ved nordkajen

Transportvej til udskibning forbedres

Store emner stiller store krav. Vejnettet, der forbinder områder på Nakskov Havn, får derfor en lille, men væsentlig, opgradering.

 

På havnen i Nakskov er der renoveret kajer og arealer for at forbedre muligheder for industrien på havnen. En af opgaverne i denne forbindelse er, at vejene, der forbinder de forskellige kajer og arealer på havnen, også følger med. Derfor står vejen, der forbinder Vingevej, kaj 5 og kaj 6, over for en udvidelse, således at de mange brede transporter bedre kan flyttes rundt i området. Vejen, der udvides, går fra at være 6 meter bred til at blive 11 meter.

Nakskov Havn med NIMP har haft denne opgave i udbud, og ved licitationen blev det Troels Jørgensen A/S, der vandt opgaven.

Opgaven består i at alt gammelt materiale graves op, og der bygges en ny vejkasse med kloakker, hvorefter det afsluttes med asfalt. Arbejdet er påbegyndt ret efter påske og forventes færdigt ved månedsskiftet april/maj.

Oversigtsfoto over område der udvides
Område der udvides forbinder Vingevej med kajerne 5 & 6