HavneBladet april 2023
Succes med perspektiver
Rekordhøj aktivitet, nye aktiviteter og et godt regnskab skaber et helt nyt perspektiv på fremtiden.
Vingerne fra Vestas vokser fra 85 meter til 115 meters længde, godsomsætningen i erhvervshavnene vokser fra 0,7 mio. tons til 1 mio. tons gods, omsætningen vokser fra 20 mio. kr. til 25 mio. kr., og overskuddet følger pænt med.
Den flotte udvikling glæder formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget Tine Vinther Clausen, som siger: ”Det betyder, at vi er lykkedes med at understøtte den positive udvikling, der sker her på Lolland. Samtidig tegner fremtiden lovende, idet vi også ser en kolossal interesse for at etablere sig i Lolland Kommune. Derfor skal erhvervsarealerne igen udvides for at skabe tilstrækkeligt bagland til havneaktiviteterne.”
Femern-projektet er et kæmpestort projekt, der sætter et markant aftryk på både Nakskov og Rødbyhavn Trafikhavn og giver stor travlhed. De to havne spiller dog helt forskellige roller og har derfor forskellige aktiviteter.
De mange forskelligartede aktiviteter og det overskud, aktiviteterne resulterer i, medvirker til finansieringen af flere kommende store tiltag. Det gælder ikke mindst den store investering i endnu bedre besejlingsforhold, som efter flere års proces nu kan fortsætte med en godkendt Miljøkonsekvensvurdering (VVM) og Natura 2000 Konsekvensvurdering.
Projektets første fase vil blive gennemført i slutningen af 2023, og det følges op med en udvidelse af hele sejlrenden med 10 meter i slutningen af 2024. Disse projekter har allerede fået Byrådets godkendelse, og de understøtter strategien for erhvervshavnene om en fortsat kontrolleret udbygning i takt med virksomhedernes behov.
Endnu et modulbyggeri finder vej gennem Nakskov Havn
Nakskov Havn er også valgt som indskibningshavn for ”Hages Badehotel”, der er under opførelse i Rødbyhavn.
De modulbyggede huse, der skal danne rammen om hotellets 124 lejligheder, er sejlet til Nakskov og omladet til lastbiler, hvorefter de endelig kan løftes på plads i Rødbyhavn, og håndværkerne kan færdiggøre husene.
Når enhederne ankommer til Nakskov Havn, kan man ikke lige se det, hvis man ikke lige ved det. Modulerne skal blive til Hages Badehotel, som er et fuld service hotel med 124 værelser indrettet med køkken og udendørs terrasse. Smukt tilpasset de idylliske og smukke omgivelser på Lollands sydkyst. Badehotellet er bygget på pæle for at tilpasse sig naturen og danne grundlag for en hotel- og naturoplevelse i et spændende og specielt miljø.
For Nakskov Havn er det en kendt proces, idet håndværkerbyen FLC Village også er transporteret gennem havnen. Elementerne ankommer med skib som store containerlignende elementer. De lastes på havnekajen i Nakskov og transporteres herefter videre med lastbil til færdiggørelse i Rødbyhavn.
Nakskov Havn er stolt over igen at være blevet valgt som havn til en sådan logistikopgave, og der er stor glæde over at se, hvor fint og effektivt det lykkes KRINAK A/S i Nakskov at få opgaven løst.
Forbedring af sejlrenden
Arbejdet med udbudsprocessen er startet, så udretning af sejlrenden til Nakskov Havn kan gennemføres i efteråret og vinteren 2023/2024.
Efter flere års planarbejde skal der nu graves i sejlrenden, så besejlingen til Nakskov Havn kan udrettes og forbedres. Det er et stort projekt, som vi længe har set frem til at kunne igangsætte til gavn for besejlingen. Ikke mindst for de større og længere skibe vil det være et markant fremskridt.
Sejlrenden blev i 2008 uddybet til en dybde på 8,5 meter, og 2 kritiske sving blev i 2017 udvidet for at lette sejladsen. Det har skabt grundlaget for den positive udvikling, som Nakskov Havn har gennemgået, og de store muligheder, vi står med netop nu.
Den myndighedsproces, der formelt blev indledt i januar 2019, er nu tilendebragt med en Miljøkonsekvensvurdering (VVM) og Natura 2000 Konsekvensvurdering.
Miljøstyrelsen arbejder nu på at give en klaptilladelse, og vores rådgiver Sweco udarbejder sideløbende udbudsmaterialet til projektet, så vi er helt sikre på, at udretningen kan
gennemføres i år.
Af miljøhensyn er perioden til at gennemføre projektet begrænset til vinterhalvåret (1. oktober til 31. marts), men det er også en god lang periode til gennemførelse af projektet.
Rekordresultat for Lolland Erhvervshavne
Med en samlet omsætning på 25,1 mio. kr. og et positivt driftsresultat på 13,5 mio. kr. viser erhvervshavnene på Lolland igen i 2022 betydelig fremgang.
Der er gang i den på Lollands ErhvervsHavne. Flere virksomheder sender større mængder gods gennem Nakskov Havn, ligesom aktiviteten i Rødbyhavn Trafikhavn er rekordhøj. Formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget Tine Vinther Clausen noterer sig med tilfredshed den store aktivitet: ”Det er jeg selvfølgelig enormt glad for. Det betyder, at vi er lykkedes med at understøtte den positive udvikling, der sker her på Lolland,” fortæller hun.
Også i 2021 var der fremgang, travlhed og rekorder, men Lolland Erhvervshavnes regnskabsresultat for 2022 er ekstraordinært stort og vidner om, at erhvervsudviklingen på Lolland nu har nået et helt nyt niveau. Erhvervshavnene har en samlet omsætning på 25,1 mio. kr. og et positivt driftsresultat på 13,5 mio. kr. Det er en resultatmæssig fremgang på 5,4 mio. kr. eller 65,9 %.
Der er flere årsager til det flotte resultat. Resultatet er i høj grad en afspejling af aktiviteterne omkring byggeriet af Femern-forbindelsen, den økonomiske fremgang for virksomhederne og interessen for at etablere nye aktiviteter i havnene. Derudover har der været indskibning af roer ud over det sædvanlige og også pæne resultater for øvrige aktiviteter på havnene. Dog har udskibningen af vinger fyldt mindre på grund af omstilling af produktionen til de nye og længere V236 møllevinger.
Væsentlig for tiltrækningen af virksomheder til erhvervshavnene nu og fremover er også den grønne omstilling, som er en konstant dagsorden. En dagsorden, hvor Lolland står centralt, pointerer Tine Vinther Clausen, og tilføjer: ”lige nu glæder vi os over, at den høje aktivitet i alle virksomhederne og de stigende indtægter i Erhvervshavnene gør det muligt at investere yderligere i den fremtidige udvikling.”
Godsmængderne i markant stigning
For første gang nogensinde overstiger godsmængden gennem erhvervshavnene i Nakskov og Rødbyhavn 1 mio. tons gods.
Indskibning af næsten 300 tons roer fra Trelleborg i Sverige og mere end 300 t. tons grus og skærver til forskellige anvendelser har bidraget markant til de mange tons gods, som har fundet vej gennem havnene i Rødbyhavn og Nakskov. Landbrugsprodukter som især korn, roepiller og melasse, men også skrot og meget forskelligartede konstruktioner, gør havnen til en alsidig forretning.
Vindmøllevinger, der produceres i Nakskov, er naturligvis også et produkt, som fylder godt i billedet. Hertil kommer transport af de rammer, der bruges til forsendelse af vingerne og lejlighedsvis også rammer anvendt til transport af naceller. Det er selve “huset” bag på vindmøllen.
Femern Bælt-forbindelsen er en væsentlig del af årsagen til den øgede aktivitet, vi oplever netop nu, ligesom den også er baggrunden for den store interesse for at etablere helt nye aktiviteter i havnene.
Væsentlig er naturligvis også den grønne omstilling, som er en konstant dagsorden for os alle. En dagsorden, hvor Lolland står centralt. Med en bæredygtig erhvervsprofil og en unik infrastruktur med Femern-forbindelsen som fremtidigt omdrejningspunkt for erhvervshavnene er der god basis for at tiltrække spændende virksomheder, der kan supplere hinanden i en stærk, grøn erhvervsklynge. Vi er allerede i en god position med grøn energi i form af lokalt produceret biogas og vind- og solenergi. Dermed er der basis for en fortsat udbygning.
Overalt i havnekredse tales om begrænsede udvidelsesmuligheder for havnene og knaphed på arealer. Den udfordring er Nakskov indstillet på at at medvirke til at løse. Derfor investeres der i Nakskov Havn, og der planlægges store udvidelser af bagarealer. Ingen tvivl om, at Nakskov Havn vil indtage en markant position i fremtiden og blive udgangspunkt for et dynamisk erhvervseventyr på Lolland.
Havvind i Rødbyhavn
Rødbyhavn er også hjemhavn for vedligehold af havvindmøller. Det sker normalt fra mindre fartøjer, men der er undtagelser.
For nogle år siden blev vindmølleparken Rødsand 2, der ligger ud for Lollands sydkyst, etableret med 90 vindmøller, og Rødbyhavn Trafikhavn blev valgt som vedligeholdelseshavn for vindmølleparken.
Andel Energi (der tidligere hed SEAS-NVE), som er en dansk energi- og fibernet koncern, opkøbte i 2013 80% af havvindmølleparken og ejer den i dag sammen med RWE, der står for den daglige drift og vedligeholdelse.
Rødsand 2 dækker et område på 34 km2. Vindmøllerne er 115 meter høje, hvilket er næsten tre gange højden på Rundetårn. Tårnet på havvindmøllerne er 69 meter høje, og vingerne har en rotationsdiameter på 93 meter. Vindmølleparken består af 90 2,3 MW havvindmøller, der tilsammen producerer 270 MW. Det svarer til, at havvindmøllerne leverer strøm til 200.000 husstandes årlige forbrug.
Rødsand 2 har været i kommerciel drift siden 2010. Havvindmølleparken har en høj oppetid på omkring 98%. Parkens energiproduktion erstatter fossile brændsler og nedbringer dermed udledningen af CO2 med omkring 273.000 tons årligt.
Men uanset den flotte oppetid skal en vindmøllepark naturligvis vedligeholdes. Dette job har RWE påtaget sig med udgangspunkt i de gode faciliteter i Rødbyhavn Trafikhavn.
Netop nu udskiftes nogle gear og generatorer, som kræver det helt store værktøj. Til den opgave har man engageret sig med ”Wind”. ”Wind” er en selv-sejlende Jack-up, der ejes af Ziton a/s fra Horsens. Kranen ombord kan uden problemer løfte et gear, der vejer 23 ton op i tårnene. Skibet har ben i ca. 40 m. længde, så det kan udføre arbejde på de fleste vindmølleparker.
”Wind” har gennem de senere år været i Rødbyhavn flere gange. I denne omgang forventer vi foreløbigt sidste anløb ultimo uge 10. Herefter overgår den daglige betjening af vindmølleparken igen til de to fartøjer, der chartres hos NOS, og som har værksted og lager i Rødbyhavn, hvorfra vedligeholdet planlægges og gennemføres.
Rødbyhavn Trafikhavn ny-oprenset og kloakeret til fremtiden
Omkring årsskiftet har Scandlines gennemført den længe ventede oprensning, og der foretages kloakeringsarbejder for at sikre den fortsatte udvikling i Rødbyhavn.
Vi har tidligere skrevet om reduceret vanddybde i Rødbyhavn Trafikhavn, men vi kan nu glæde os over, at der igen er normal vanddybde i Rødbyhavn Trafikhavn. Den fulde vanddybde er forudsætningen for, at skibstrafikken til virksomhederne kan afvikles normalt, og det kan den nu igen.
Færgehavnen og trafikhavnen i Rødbyhavn deler indsejling, og derfor er der helt naturligt en del opgaver, der skal koordineres og løses i fællesskab. Det er derfor en del af aftalegrundlaget med Scandlines, at de løser oprensningsopgaven. Denne gang har det dog været en længerevarende proces med forskellige vanskeligheder og i perioder begrænsede besejlingsmuligheder.
Nu er havnen blevet renset op til fuld vanddybde. Det var firmaet Rohde Nielsen, der stod for arbejdet på vegne af Scandlines. I samme forbindelse har man renset op i færgehavnene Rødby Færge og Gedser.
KLOAKERING MULIGGØR UDNYTTELSEN AF DE LEDIGE AREALER I RØDBYHAVN
Det roder beklageligvis lidt, men det kan desværre ikke helt undgås. Lolland Forsyning er netop nu i gang med at etablere den nye regnvandsledning, som udleder regnvandet til havnebassinet. Det har der været en del
uforudsete problemer med, og derfor har arbejdet taget noget længere tid end først planlagt.
Vi forstår godt de gener, det har givet for de nærmeste virksomheder og for havnens brugere. Blandt andet har Vestre Kaj måttet afspærres. Søpavillionvej er ligeledes omfattet af gravearbejdet, men den bliver naturligvis asfalteret igen, når arbejdet er færdigt.